Hvordan kan en personlig træner hjælpe dig og hvad koster det egentlig?
Måske har du forsøgt at starte op med træning et utal af gange før, blot for at miste pusten og motivationen efter et par måneder. Måske træner du allerede flittigt, men resultaterne udebliver trods din hårde indsats. Eller måske føler du dig fuldstændig på bar bund, når du scroller gennem sociale medier og bliver bombarderet med store mængder (ofte modstridende) råd om alt fra periodisk faste til den “perfekte” løfteteknik.
At tage beslutningen om at investere i sin egen sundhed kan være et af de vigtigste skridt, du kan tage i dit liv. Alligevel er det et område, hvor mange samtidig også kan fare vild eller kan have svært vide hvilken løsning der er den rette. For er personlig træning ikke bare personlig træning?
Desværre er det ikke så simpelt. Engang var personlig træning et meget mere ensartet produkt, men i dag findes det i en del forskellige “variationer”. Men uanset dit udgangspunkt, kan en personlig træner være den afgørende brik, der ændrer din træning fra at være en frustrerende sur pligt til at blive en motiverende, livsbekræftende og effektiv del af din hverdag.
Men hvad kan en personlig træner så egentlig hjælpe dig med helt konkret? Og når du først har besluttet dig for at række ud efter professionel hjælp, hvordan navigerer du så i de forskellige tilbud og vælger den rigtige type af træner og træning for dine mål?
I dette blogindlæg/denne guide dykker vi ned i maskinrummet og forsøger at belyse præcist, hvilken værdi en personlig træner bringer til bordet, og forklarer den markante forskel, der er på de forskellige løsninger på markedet – fra den klassiske timebaserede træning til de mere holistiske premium forløb. Vi har i indlægget valgt ikke at kigge nærmere på online træning, men fokusere på de typiske tilbud der findes indenfor fysiske forløb.
8 konkrete ting, en personlig træner kan hjælpe dig med
Det er en udbredt misforståelse, at personlige trænere kun er for eliteatleter, skuespillere eller folk, der skal gennemgå store vægttab. Sandheden er, at en personlig træner i langt de fleste tilfælde er for helt almindelige mennesker, der ønsker at optimere deres tid, undgå skader, blive klogere på træning og få redskaberne til at skabe en krop, der fungerer optimalt i hverdagen.
Når du allierer dig med en professionel, køber du dig i virkeligheden til en genvej til succes og færre frustrationer. Der findes dog mange forskellige typer af trænere derude, der hver især har forskellige spidskompetencer. Søger du derfor hjælp til noget meget bestemt, kan det i første omgang være værd at kigge efter en træner, der er specialiseret indenfor det specifikke område. Der findes mange forskellige nicher, men her er dog de væsentligste områder, hvor en personlig træner kan hjælpe dig:
1. Effektivitet og struktur: Slut med at spilde tiden
Har du nogensinde taget ned i fitnesscenteret uden en plan, prøvet lidt tilfældige maskiner/øvelser, scrollet på telefonen og taget hjem igen uden at føle, du har udrettet det store? En træner fjerner alt gætværk. Når du møder op, ligger der en færdig og klar plan for, hvad der skal ske. Din tid bliver udnyttet optimalt, og du får markant mere ud af 45 minutters struktureret træning, end du gør på halvanden time, hvor du svæver formålsløst rundt og prøver at finde ud af hvordan du skal lave bestemte øvelser, eller bruge bestemte maskiner.
2. Kostforståelse og varige vaneændringer
Træning er kun den ene halvdel af ligningen, når det kommer til at ændre din krop og din sundhed. Kosten er for mange den største og sværeste udfordring. En personlig træner hjælper dig med at navigere i madjunglen, så du undgår restriktive sultekure, der alligevel mislykkes efter tre uger. Med en personlig træner kan du bygge en grundlæggende kostforståelse omkring kalorier og makronæringsstoffer (protein, kulhydrat og fedt) og arbejde målrettet med dine daglige vaner. Målet er ikke forbud, men at skabe en fleksibel og holdbar livsstil, der samtidig er afstemt med dine mål og ønsker for dig og din krop. For langt de fleste handler det dog om at finde en vej, hvor der både er plads til at nå dine mål og nyde et glas vin eller en middag med vennerne.
3. Genoptræning og hensyntagende træning efter skader
At vende tilbage til fysisk aktivitet efter en knæoperation, en diskusprolaps, en frossen skulder eller anden længerevarende skadesforløb kan være utroligt angstprovokerende. Mange er bange for at “gøre noget forkert”, optrappe skaden igen eller forværre den nuværende situation. En dygtig personlig træner fungerer som brobyggeren mellem et endt fysioterapeutisk forløb og den almindelige træning. En god personlig træner forstår kroppens anatomi og biomekanik, og kan skræddersy et program, der gradvist, sikkert og smertefrit genopbygger din styrke og funktionsevne, så du igen kan stole på din krop.
4. Sportsspecifik træning og præstationsfremme
Træning handler ikke kun om vægttab eller større overarme. Mange opsøger også en personlig træner for at blive bedre til deres primære sport. Måske vil du kappe 10 minutter af din maratontid, måske vil du have mere power i dit golfsving, springe højere på håndboldbanen, eller undgå de typiske overbelastningsskader fra padel. En personlig træner kan analysere de specifikke krav, din sport stiller til kroppen, og designe et styrke- og/eller konditionsprogram, der kan omsættes direkte til bedre præstationer. Samtidig kan en god træner også sikre at du peaker på det rigtige tidspunkt og ikke overtræner, for derved at løbe ind i dumme skader.
5. Tryghed og overvindelse af “center-frygt”
At begynde at træne er som at starte på at lære et nyt sprog. Der er mange ord man ikke kender og forstår, og man ved ikke nødvendigvis hvor man skal starte. Fitnesscenteret kan for mange også være et intimiderende sted fyldt med mærkelige maskiner og folk, der tilsyneladende allesammen ved præcis, hvad de laver. Frygten for at gøre tingene forkert eller se dum ud holder mange fra overhovedet at starte. Træneren er din trygge ankerplads. En personlig træner kan lære dig at forstå denne nye verden og det nye sprog. Han/hun vil lære dig udstyret at kende, vise dig hvordan du navigerer i centeret, og hjælp dig med at bygge din selvtillid op, så du med tiden føler dig 100 % hjemme i træningsmiljøet og kan træne på egen hånd. På denne måde slipper du for at tænke over hvad andre tænker om dig, og om du nu også gør tingene rigtigt.
6. Korrekt teknik og skadesforebyggelse
At løfte vægte er noget af det sundeste, du kan gøre for din krop, knogler og led – men der er meget ekstra at hente på at gøre det “rigtigt”. Forkert teknik kan føre til manglende resultater og/eller kan være en direkte genvej til skader. En træner har argusøjne på dig i hver eneste gentagelse og sikrer, at din ryg er i den optimale position, at knæene sporer korrekt i dine squats, og at du aktiverer de rigtige muskler frem for at kompensere. Der ved skal ikke forstås at man med sikkerhed bliver skadet af suboptimale teknik, men blot at risikoen kan mindskes og udbyttet optimeres. Samtidig slipper du også for selv at gætte dig frem til hvordan den rette teknik i en given øvelse bør se ud, da en træner både vil kunne forvise øvelsen og give dig gode cues til indlæring heraf.
7. At bryde plateauer og sikre kontinuerlig fremgang
Kroppen er et fænomenalt maskineri, der hurtigt tilpasser sig den belastning, den bliver udsat for. Hvis du laver det samme program, med de samme vægte, måned efter måned, vil dine resultater stagnere – du rammer et plateau. En god personlig træner ved, præcis hvornår og hvordan din træning skal periodiseres og justeres (flere kilo, nye øvelser, ændret tempo, volumen, osv.) for at tvinge din krop til at fortsætte sin udvikling. Desto længere tid man har trænet, desto sværere bliver det at opnå resultater. Et godt samarbejde med en personlig træner kan derfor være nøglen til at du kan blive ved med at rykke dig imod dit mål, også selvom du har været i gang i flere år. For nybegyndere der udvikler sig hurtigt, kan det samtidig også være relevant for at sikre, at man tager de rigtige valg omkring sin træning, på det rette tidspunkt.
8. Motivation, fastholdelse og ansvarlighed
Lad os være ærlige: Det er de færreste, der vågner hver dag og jubler over at skulle træne. På regnvejrsdage, eller når hverdagen presser på, er det nemt at aflyse en aftale med sig selv. Det er langt sværere at aflyse en aftale med en træner, der står og venter på dig. En personlig træner er din forpligtende aftale. Vedkommende holder dig ansvarlig, fejrer dine små og store sejre, og er den klippe, du kan støtte dig til, når motivationen uundgåeligt daler i perioder. Samtidig giver det også mulighed for at arbejde med hvordan du skal motivere dig selv til at komme af sted, når du ikke længere skal arbejde med din træner. Her kan en personlig træner også hjælpe dig med forståelsen for psykologien bag motivation.
Næste skridt: Hvilken træningsløsning har du brug for?
Nu hvor vi har slået fast, hvor mange aspekter en træner kan hjælpe med, melder det næste store spørgsmål sig: Hvordan leveres denne hjælp bedst til dig?
Markedet for personlig træning er enormt, og for det utrænede øje kan det hele virke som det præcis samme produkt. Du betaler en person for at hjælpe/træne dig og så er det vel det? Ikke helt – dykker man ned i koncepterne, er der en massiv forskel på dybden og bredden af det, du får for dine penge, og i nogle tilfælde kan det være værd at overveje at investere en smule mere for at få markant mere ud af din indsats.
Overordnet set skelner vi primært mellem tre hovedprodukter: Den prisvenlige Small Group træning, den klassiske personlige træning på timebasis og de mere omfattende premium træningsforløb. For at du kan finde ud af, hvad der passer bedst til dig, kommer her en grundig gennemgang af, hvad du kan forvente af de forskellige løsninger.
De 3 mest udbredte træningsløsninger: Fra det sociale fællesskab til den fulde pakke
1. Small Group personlig træning: Det sociale og økonomiske kompromis
Small Group personlig træning er et format, der vinder enormt meget frem i disse år – og med god grund. Her træner du på et lukket, mindre hold (typisk mellem 4 og 8 personer) under tæt supervision af en personlig træner. Denne model er skabt til at bygge bro mellem holdsportens motiverende dynamik og den personlige træners faglige ekspertise.
I stedet for at du forsvinder i mængden på et fitnesshold med 30 andre deltagere, tillader det lave deltagerantal, at træneren rent faktisk kender dit navn, din skadeshistorik og dit niveau. Samtidig vil det ofte være denne samme træner, du ser fra træning til træning, hvorfor vedkommende har mulighed for at følge din udvikling og hjælpe dig hvor du er i din process.
Samtidig kan træneren nå hele vejen rundt i lokalet, rette din teknik i realtid og justere vægtene, så de passer til dig. Samtidig deler du trænerens timepris med de andre på holdet, hvilket gør dette til den absolut mest prisvenlige måde at få professionel vejledning på.
Fordele ved Small Group:
- Høj motivationsfaktor: Der opstår hurtigt en stærk holdånd og et unikt fællesskab. Man sveder, griner og kæmper sammen med andre, der deler de samme udfordringer og mål, hvilket gør det sjovere at møde op.
- Økonomisk overkommeligt: Det er den billigste indgangsvinkel til personlig træning, da udgiften til trænerens ekspertise splittes ud på flere hoveder.
- Fast struktur i hverdagen: Træningerne ligger på faste ugentlige tidspunkter. Det gør det nemt at planlægge kalenderen og opbygge en fast, sund rutine.
Ulemper ved Small Group:
- Mindre individuelt fokus: Selvom holdet er lille, skal træneren stadig fordele sin opmærksomhed blandt holdets deltagere. Samtidig bliver indholdet af træningen typisk ikke 100% skræddersyet til dig og dine mål, men vil være en smule mere generisk i sit format, for at kunne ramme på tværs af alle holdets deltagere.
- Begrænset kalenderfleksibilitet: Du er låst af holdets faste tider. Hvis du har en skiftende arbejdskalender eller rejser meget, kan det være svært at passe ind og fungere det ikke at komme en uge, så går træningerne tabt.
- Ingen hjælp uden for centeret: Prisen dækker kun selve træningstimen. Du får som regel ikke individuel kostvejledning, support i hverdagen eller hjælp til de svære vaneændringer i de resterende timer af ugen.
2. Den klassiske model: Personlig træning på timebasis (1:1)
Dette er den traditionelle og mest velkendte form for personlig træning. Her vil der typisk være tale om, at du køber et klippekort i et kommercielt fitnesscenter. Her betaler du for et meget specifikt produkt: Du køber trænerens fysiske tilstedeværelse i præcis 60 minutter.
Når timen starter, er du i centrum. Træneren har en plan for sessionen og har 100 % fokus på dig. Din træner holder øje med hvert eneste løft, tæller dine gentagelser og sørger for, at du yder dit absolut maksimale. Det er en fremragende løsning til at lære de grundlæggende øvelser korrekt, overvinde usikkerheden ved de tunge vægte eller få det velkendte “spark bagi” til selve træningen.
Træningen vil typisk blive tilrettelagt efter dit overordnet mål eller dine ønsker, men det underliggende fokus vil ofte være på at køre dig og din krop godt igennem, så du kan gå hjem og virkelig føle at du har lavet noget, og har fået noget ud af dine 60 min.
Fordele ved timebasis:
- Fuldt fokus på teknikken: Du har trænerens fulde opmærksomhed i 60 minutter, hvilket er ideelt til at finpudse svære løfteteknikker og maksimere sikkerheden under tunge vægte.
- Høj fleksibilitet: Du aftaler typisk tiderne fra uge til uge direkte med din træner, så det kan tilpasses en skiftende hverdag.
- Hård fysisk stimuli: Du er garanteret en effektiv træning, hvor du bliver presset markant mere, end du (måske) ville kunne presse dig selv.
Ulemper ved timebasis:
- Mangel på den røde tråd: Med denne løsning køber du som udgangspunkt adgang til en række af “enkelt-sessioner”. Det vil sige at der ikke nødvendigvis er udtænkt en større plan eller sammenhæng mellem den træning du vil få i dag, og den du får næste gang. Samtidig vil der være en mindre kobling mellem indholdet af træning og resten af din hverdag, som også kan have stor betydning for dine resultater.
- Risiko for manglende kontinuitet: Da man ofte betaler per klip, er det nemt at lade der gå for lang tid mellem træningerne, hvis hverdagen spænder ben, hvilket kan bremse din fremgang.
- Mangel på den større plan: Hvad skal du egentlig gøre til næste gang du ser din træner igen? Med træning på timebasis får du sjældent en plan for hvad du skal gøre på egen hånd mellem jeres sessioner. Hvordan skal du arbejde med kosten? Hvad skal du træne næste gang du står alene i centeret? Hvordan skal du forsøge at ændre dine fastgroede dårlige vaner? Alt det uden for den enkelte session står du typisk stadig rimeligvis på egen hånd med.
Udfordringen med de 168 timer i en uge
For at forstå værdien af det næste og mest omfattende format – premium træningsforløbet – skal vi kigge på regnestykket for en ganske almindelig uge. Der er 168 timer på én uge. Hvis du køber 1-2 timers personlig træning eller deltager på et Small Group hold, hvad foregår der så i de resterende 166-167 timer? Ja, du sover ganske vist (forhåbentlig) en god del af dem, men der er stadig mange timer tilbage hvor din sundhed skal “håndteres”.
Det er i disse timer, at magien – eller manglen på samme – på mange måder sker. Det er her, du skal købe ind, navigere i ulvetimen med familien, træne selv, prioritere din nattesøvn, håndtere stress og undgå at falde tilbage i gamle, dårlige vaner. For langt de fleste af klienter er det ikke selve træningstimen, der er den største hurdle; det er alt det udenom. Og det er præcis her, premium personlig træning træder i karakter.
3. Det komplette forløb: Premium personlig træning (1:1)
Hvor de to foregående modeller primært er ydelser, du modtager, mens du befinder dig fysisk inde i fitnesscenteret, er et premium personligt træningsforløb ofte et mere holistisk, langsigtet og forpligtende partnerskab. Her køber du ikke bare isolerede træningstimer; du køber en komplet, gennemtænkt pakkeløsning, der tager hånd om hele dit liv og din sundhed.
I et premium-forløb anerkendes det, at resultaterne skabes i synergien mellem træning, kostforståelse, mental trivsel, generel fysisk aktivitet, hverdagsstruktur og meget mere. Her designes ikke blot de timer, hvor en træner står ved siden af dig. Her programmeres al din ugentlige aktivitet, herunder dine selvstændige træninger, dine vaneændringer, koststrategi, hensyntagende til gamle skader og meget mere. Der er tale om en total-pakkeløsning baseret på dine behov.
Da der arbejdes med det store billede, vil der blive arbejdet i dybden med dine specifikke behov for at opnå succes med din målsætning. Du får en tæt sparringspartner i lommen via løbende video-feedback, ugentlige check-ins og direkte support i hverdagen, så du aldrig føler dig alene eller i tvivl om processen.
Fordele ved Premium personlig træning:
- Maksimalt skræddersyet til dit liv: Alt er tilpasset din krop, dine eventuelle skader, din skiftende arbejdskalender og dine specifikke langsigtede målsætninger.
- Holistisk fokus (Hele hverdagen inddrages): Du får dybdegående hjælp til kost, holdbare vaneændringer, søvnoptimering og stresshåndtering, hvilket sikrer, at resultaterne ikke bare opnås, men også holder resten af livet.
- Ekstrem høj ansvarlighed: Med ugentlige check-ins og løbende tæt opfølgning har du en mentor, der holder dig på sporet – især i de perioder, hvor motivationen naturligt dykker.
- Ultimativ fleksibilitet: Skal du på ferie, eller rammer du en uge med massive deadlines på jobbet? Så omstruktureres planen øjeblikkeligt. Der laves hjemmetræningsprogrammer eller der skrues ned for mængden og/eller intensiteten, så du bevarer dit momentum uden at knække nakken.
Ulemper ved Premium personlig træning:
- Større økonomisk investering her og nu: Da det er den mest eksklusive løsning på markedet, kræver denne løsning også et større månedligt budget (selvom pengene er givet bedre ud på sigt, fordi du slipper for at starte forfra igen og igen).
- Kræver dit fulde engagement: Det er ikke en passiv løsning, hvor du bare kan møde op og “overstå” det. Det kræver, at du er villig til at kigge ærligt på dine vaner og arbejde aktivt med din livsstil i samarbejde med din træner. Samtidig kommer det også med et vist ansvar for sammen med din træner løbende at have en åben dialog for hvad dine behov er i forløbet, for at øge chancen for at du opnår succes og i mål med dine ønskede resultater.
Ønsker du at lse nærmere om vores forløb, så kan finde mere information her – læs om vores forløb
Hvad koster en personlig træner?
Et spørgsmål vi (naturligvis) meget ofte får, er: “Hvad koster en personlig træner egentlig?”. Priserne kan spænde utroligt bredt og kan især afhænge af hvor i landet du ønsker at finde en personlig træner. Prisniveauet vil dog i høj grad afspejle den forskel på de træningstyper, som vi netop har gennemgået. Vi tager i nedenstående udgangspunkt i hvad priserne typisk vil være i landets større byer som København og Aarhus.
- Small Group: Træner du på et lille, lukket hold, ligger den månedlige pris ofte et sted mellem 1.000 kr. og 2.500 kr., alt afhængigt af om I træner 1 eller 2 gange om ugen og hvor mange deltagere der på holdet. Timeprisen vil her typisk være mellem 150 og 250 kr pr. træning
- Standard timepris (De store fitnesskæder): I de store, kommercielle fitnesscentre ligger prisen for 1 times personlig træning typisk et sted mellem 400 kr. og 800 kr.
- Uafhængige trænere (Timebasis): Vælger du en selvstændig 1:1 træner i et af byens mindre, private centre, ligger en enkeltstående time oftest mellem 500 kr. og 1.000 kr., afhængigt af trænerens uddannelse og specialer.
- Træningsforløb (på abonnement): Premium forløb sælges yderst sjældent som enkelttimer, men derimod som et samlet forløb (f.eks. 12 uger) eller på abonnement. Her koster et eksklusivt premium forløb typisk fra 2.500 kr. og op om måneden. Prisen afhænger af, hvor mange fysiske træninger du ønsker at have sammen med din træner pr. uge, samt hvor intensiv den daglige support og vejledning er. Timeprisen vil typisk være mellem 700 og 1500 kr pr. time.
Når du undersøger priser på personlig træning, er det afgørende, at du ikke udelukkende kigger på det beløb, der står på bundlinjen. Det vigtigste spørgsmål du kan stille, er: “Hvad er reelt inkluderet i prisen?” Et klippekort til 5.000 kr. dækker måske kun 10 timer på gulvet. Et premium forløb til samme pris dækker måske færre timer i selve centeret, men inkluderer til gengæld komplet kostplanlægning, ugentlige check-ins, skræddersyet programlægning til hele måneden og fri support – altså en samlet større løsning.
Ønsker du at se nærmere på vores priser, så kan de findes her – se vores priser
Hvorfor koster premium oftest 25-50% mere?
Som vi kan se på prisniveauerne ovenfor, ligger et premium-forløb ofte i et højere prisleje end blot at købe løse timer på klippekort. Men hvorfor er der denne prisforskel?
Svaret er simpelt: Du betaler for det massive, usynlige arbejde, der foregår bag skærmen.
Når du investerer i et premium forløb, investerer din træner adskillige timer i dig hver måned uden for træningslokalet. Tiden bruges på at finjustere din programmering, analysere din ugentlige data, give videofeedback, overvåge dine vaner og være tilgængelig for løbende problemløsning og støtte. Regner man alle disse timer sammen, er den reelle timepris for et premium-forløb faktisk ofte lavere end prisen for enkeltstående timer – du får blot et produkt, der favner utroligt meget bredere og sikrer de langsigtede resultater.
Opsamling: Træf det valg, der sikrer dine resultater
At vælge mellem de forskellige løsninger handler ultimativt om, hvor meget af arbejdet du selv er klar til, og har kompetencerne til at løfte i din hverdag.
Vælg “Small Group” personlig træning hvis:
- Du motiveres af at træne sammen med andre i et stærkt fællesskab.
- Du ønsker et budgetvenligt alternativ, hvor du stadig får en høj grad af professionel vejledning.
- Du har brug for en faste struktur med faste ugentlige holdtider.
Vælg “standard personlig træning” (timebasis) hvis:
- Du har 100 % styr på din kost, dine vaner og din struktur.
- Du primært har brug for et sæt professionelle øjne på din teknik i specifikke løft.
- Du ønsker et ugentligt frirum, hvor en træner presser dig hårdt i en time.
Vælg et “premium træningsforløb” hvis:
- Du ønsker et komplet forløb, hvor træning, kost, genoptræning, vaner, mm. samles til en større, holdbar enhed.
- Du har brug for en tæt sparringspartner, der holder dig ansvarlig døgnet rundt.
- Du vil være sikker på, at din investering i tid og penge munder ud i varige, livsændrende resultater.
- Du ønsker trygheden ved, at have en der fungerer som din “sundheds-CEO”, der lægger strategien, retter kursen og tager al planlægning og gætteri fra dine skuldre.
Vi håber denne guide har gjort dig en smule klogere på hvad der findes på markedet og måske hvad der passer bedst til dig.
Er du klar til at tage din træning og sundhed et nyt niveau, og/eller er du nysgerrig på, hvordan et fuldt skræddersyet premium forløb kan se ud for præcis dig og din hverdag? Så kontakt os for en uforpligtende samtale om dine muligheder og mål.